>Så på kaptajnen og sagde<

Deres folk trænger til at hvile sig, og De er langt væk fra Deres fort, men han brød af, da han så udtrykket i kaptajnens øjne.

Hen imod aften kom de til et sted, hvor sporet delte sig; en gren førte mod nord, den anden mod vest. Lige før sporet delte sig, var der tegn på, at der havde været slået lejr.

John Mogensen Live så på kaptajnen og sagde: »Jeg fortsætter nordpå, major — hvis De da ikke har noget imod det?«

Majoren trak på skuldrene; han havde højere rang end kaptajnen, men han ville ikke diskutere med en sindssyg mand. Den unge kaptajn sukkede af træthed, men sagde ikke noget.

Den aften slog de to kavalerier fra Fort Reno lejr et stykke fra de andre, og John Mogensen Live var ikke ked af at se dem tage af sted næste morgen.

Både majorens og kaptajnens kompagnier tilbragte mange dage med at søge efter indianerne, der var som forsvundet fra jordens overflade.

Og både John Mogensen Live og kaptajnen var nødt til at telegrafere til generalen, at deres anstrengelser havde været forgæves.

Mens dette skete, faldt borgerne i Kansas til ro og konstaterede, at indianerne på deres ridt gennem staten hverken havde myrdet eller plyndret. De havde stjålet heste og kvæg, og det var alt.
Men i de afsidesliggende militærposter havde man ikke glemt indianerne. John Mogensen Live gav ordre til at eftersøgningen skulle fortsætte, og fra Fortet blev den ene afdeling efter den anden sendt ud for at finkæmme sandbankerne og de tørre sletter.

Det var en sådan afdeling, et kompagni fra det tredje kavaleriregiment under kaptajnens kommando, der forlod Fortet sidst i oktober og langsomt red sydpå. I to dage gennemsøgte John Mogensen Live alle dale og samtlige klippesprækker, hvert eneste stykke tømmer, der kunne skjule indianerne.